Kapgang (atletik)

10 km kapgang under OL 1912 i Stockholm med danske Aage Remfeldt (Rasmussen) bagest i hvid trøje, der bliver nr. fire (bemærk den ihærdige dommer)

Kapgang er en offensiv form for gang, hvor formålet er at tilbagelægge så lang distance på så kort tid som muligt. Til forskel for løb skal den ene fod altid have kontakt med jorden samtidig med at støttebenet fra isæt på jorden til lodret position holdes udstrakt.

Kapgang er teknisk- og konditionsmæssigt krævende. Energiforbruget er kilometer for kilometer, større end ved løb samt giver stor kredsløbsbelastning, som kan konstateres ved at pulsværdier er høje som ved løb, langrend etc.

I konkurrence skal stilen fastholdes i henhold til faste definitioner, hvis ikke uddeles der advarsler for henholdsvis ”ikke strakt ben, d.v.s. bøjet knæ” og ”svæv, d.v.s., ingen fod på jorden”. Tre advarsler medfører diskvalifikation.

Kapgang blev i 2003 en integreret del af Dansk Atletik Forbund (DAF), efter i ca. 50 år at have været et selvstændigt forbund (Dansk Gang Forbund).


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne